Hun bliver ældre i løbet af et øjeblik og tager på en rejse med sin veninde.

De ankom med færgen i går efter femten timers sejlads. En mand snakkede hele natten om sit liv og hvordan han hang kød til tørre. Han gik rundt til alle passagerne og fortalte den samme historie. Hans købekone fulgte i hælene på ham som en hund.

Det var en befrielse, da færgen rystede i sin ankomst.

Toget bevæger sig ind gennem fjeldene og skovene. Stationsbygningen er rød og gavlene halvt træ halvt sten. Bagved bygningen kan man se fjeldene stikke op, og de ligner ikke noget, hun har set før.

De tager en overnatning i den lille by og skal købe et kort.

Ellers har de ikke planlagt noget.

 

De har vandret i flere timer.

Det er det sjette sted, hun husker; fjeldet er nådesløst. Dale og fjorde slynger sig mellem bjergene. De går op ad stejle stier og toppen er indhyllet i tåge.

Veninden tager et billede af hende, mens hun hviler sig på en sten. Regntøjet er gennemblødt.

Efter seks timer når de frem til en fjeldhytte, som viser sig at være et aflåst fiskerhus. Hun leder efter en sten og har lyst til at smadre en rude, men veninden stopper hende.

De kigger på kortet sammen og finder ud af, at de skulle være gået ligeud.

Der er nok et par timers vandring mere forude.

 

Hytten ligger ud til en lille sø. Murene er orange, og taget er fyldt med græs og mos. Der er plads til seks personer, men der er ikke andre. De hænger tøjet til tørre og sætter vand over til te.

Hun kan godt lide at være her.

Ingen lyde fra biler, intet lys.

De ryger et par cigaretter og spiller kort i fællesrummet.

Veninden lægger sig i den øverste køje og de snakker om, hvad der skal ske, når de kommer hjem igen.

Regnen er noget andet her.

Ubønhørlig.

Om morgenen hopper de i den iskolde sø og skriger sig lykkelige og rene, inden de skal videre.

 

Fjeldene er spejlinger.

Det er svært at skelne dagene fra hinanden; får og gletsjere, småsøer og insekter, vilde bær og udsigter.

Hver aften når de frem til en ny hytte, men de møder ikke andre.

 

Den sidste dag går de ned gennem et frodigt område.

Der er kun en lille sti.

I bunden er en flod i vild strøm, og der må være et vandfald forude.

Bregner, træer og dyrelyde filtrer sig sammen om dem. De går koncentreret og siger ingenting. Stien er fyldt med store og små sten, som er glatte af regn.

Man vil nok ikke overleve faldet.

Da de når helt ned, mærker hun sin ankel. De små vrid i løbet af dagene har fået den til at hæve.

Det ser ud som om nogen har lagt en banan oven på senen.

Heldigvis er de kommet ned til en asfalteret vej.

Men de mangler stadig omkring ti kilometer, før toget kan tage dem tilbage til byen, hvor de startede.

De sætter sig i vejkanten og venter på en bil.

Der går en halv time.

En time.

Veninden rejser sig op, da en bil kommer om hjørnet.

Den stopper.

En far med to børn spørger, hvor de skal hen. Han kender godt stoppet, bare hopp inn, siger han, jeg kan rengjøre setene senere.

Han spørger, hvor de har været og taler nogle gange så hurtigt, at ordene slår sig sammen og virker uforståelige. Han lægger mærke til det og sætter tempoet ned.

De nærmer sig stationen.

De vil gerne give ham penge for turen, men han afslår.

Fortsatt god tur, råber han efter dem og kører videre.

 

Da de ankommer med toget i Danmark, bliver de modtaget med danske flag og kram fra deres forældre.

De har kun været væk et par uger, men det var en stor ting for alle, at de ville af sted på den måde.

Nu er de klar til at flytte hjemmefra.

Er det hjemkomsten eller udflytningen de fejrer?

 


Tekst: Daniel Boysen

Foto: Mariana Gil

Tilbage til hjemmesiden