Det er hospitalets sidste dage.

Hun er iført en af personalets blå uniformer og går rundt i de forladte rum under hospitalet.

I et omklædningsrum forestiller hun sig lyden af de mennesker, der holdt det hele i gang. Hvordan deres lettelse lød, når alt det de håbede på, var lykkedes.

De røde skabe er ulåste og tomme, bortset fra nogle forladte hårnet og klumper af støv.

Ét af toiletterne har lort op ad kanten.

Hvad hastede sådan?

 

Et arkiv med gamle journaler er tømt og man kan se svampen vokse op langs væggen og ligge som bakkedrag under vinduet.

En støvmaske er efterladt på hylden og hun tager den på.

Hendes åndedræt er den eneste lyd.

Hendes journal den sidste.

 

 

Det ene skilt efter det andet fortæller, at dette og dette rum er ophørt. Stedet er ikke længere for mennesker og deres ting.

Et håndklæde holder en dør åben. Her har været liv engang.

Hun ser sig selv i et spejl.

Vist.

 

Hun fortsætter ligeud i tunnelen og luften bliver koldere.

Hun får øje på endnu en ulåst dør.

Lokalet er fyldt med cykler.

Et andet rum har en dør med en stor glasfacade.

Lyset trænger igennem.

Hun kan ikke se verden på den anden side.

Men den lyder som børn, der har frikvarter.

 

 

Hospitalet er et venteværelse.

Hun håber at møde nogen.

Men hun kan kun høre sine egne skridt mod gulvet.

Hun hoster og lyden kastes rundt om hjørnet.

Intet svar.

Hun må være alene.

Hvad venter hun på?

 

Det er hospitalets sidste dag.

Hun går rundt i kælderen med alle dem, hun kender.

Der er en uoverkommelig afstand mellem dem og hende.

Men en let stemning spreder sig, og de er kun dem. For enden af tunnelen er den eneste aktive udgang. Skiltene i loftet er bøjede og nogle af rørene ligner afrevet stof.

De når frem til et sted med løbehjul og de sætter afsted én efter en. Livet suser forbi.

Hun tænder en cigaret.

Eller en lunte?

 


Tekst: Daniel Boysen

Foto: Mariana Gil

Tilbage til hjemmesiden