Skrevet til Dramatikerlab, Teater Katapult 2019
Kursiv + understreget = regibemærkning.
Scenen:
(Kirkegård. ELEF står ved en grav med sin rive, MALENE sidder foran en gravsten. De har ikke øjenkontakt.)
MALENE
Det er jo godt at besøge jer her, det må betyde, at jeg stadig er i live.
(Kort pause.)
MALENE
Hey du, ved du, hvor toilettet er?
ELEF
Det er den vej.
ELEF
Vent … du skal bruge en nøgle. Du må gerne låne min, men lov mig, at du kommer tilbage med den igen. Det sidste vi har brug for, er folk der går og låser sig ind alle mulige steder.
MALENE
Tak … Men nej, vent. Hvad er det, du laver ved graven?
ELEF
Jamen, det er en efterladt grav. Dem er der mange af. Nogle gange kræver det, at man går lidt hårdt til værks, du ved, virkelig river til, så jorden bliver helt frisk og ser dagen med nye øjne.
MALENE
Giver du en rive?
ELEF
Om jeg giver en rive?
MALENE
Ja, kunne du ikke godt bruge noget hjælp. Dine hænder ser slidte ud. De ligner skallen på en appelsin, som har ligget for længe i solen.
ELEF
Hov, hov.
MALENE
Ja, det var jo ikke ondt ment. Det er mere, du ved, du er jo lidt oppe i årene.
(ELEF tager sig lettere forvirret til hovedet.)
MALENE
Se mine hænder, se, hvor friske de er. Jeg tror altså godt, jeg kan klare en rive eller noget andet, hvis du kan undvære det.
ELEF
Skulle du ikke på toilettet?
MALENE
Jo, jo, det er rigtigt. Jeg går nu. Jeg kommer tilbage om lidt.
(MALENE går på toilettet, mens ELEF kigger ned i jorden og ryster på hovedet og forsøger at finde noget i sin ene lomme.)
ELEF
(mumler for sig selv) Hvor fanden er det?
MALENE
Nå, hvad bliver det til med den rive?
ELEF
Du kan da ikke bare komme her og spørge efter en rive. Det er vigtigt, at mønstrene er ens fra grav til grav. Jeg tror, at vores verden kan synke ned til den verden, der er nedenunder, hvis vi river rigtigt.
MALENE
Vrøvl.
ELEF
Vrøvl?
MALENE
Vrøvl!
ELEF
Hvad ved du egentlig om det? … Ved du hvad, du får altså ikke nogen rive. Giv mig mine nøgler!
MALENE
Jeg gider da heller ikke have en rive … Her er dine nøgler, eller nej, vent. Det kan være, jeg får brug for dem igen. Jeg har en blære som en fugl. Hvad laver du egentlig, hvorfor bliver du ved med at rode rundt i dine bukser?
ELEF
Jeg leder efter et arkiv over fortiden.
MALENE
Hvad, det giver da ikke nogen mening?
ELEF
Jo, Malene, du ved jo godt, hvad jeg mener.
MALENE
Hvorfra ved du, hvad jeg hedder?
ELEF
Det er da mig, kan du ikke se det? Ligner mit aldrende ansigt en rosin?
MALENE
Dig hvem? Kan du ikke prøve at hive lidt tilbage i huden? Stramme lidt op.
ELEF
Nej. Sådan noget spørger man da ikke om.
MALENE
Gør man ikke? Nej, det gør man måske ikke.
ELEF
Men jeg forstår godt, du ikke kan kende mig. Det er næsten tyve år siden, vi har set hinanden. Jeg har ventet …
MALENE
Vil du ikke godt stoppe med at rode i dine bukser?
ELEF
Jo, undskyld. Jeg ved ikke, hvor det skide fotografi er blevet af.
MALENE
Nå, det er et fotografi … hvorfor kalder du det ikke bare det i stedet for det andet?
ELEF
Det ved jeg ikke. Eller jo. Jeg bruger de fleste dage i stilhed og ordene bliver altid lidt anderledes, når de er fanget i ens hoved for længe. Men altså, er du færdig, har du været nok på toilettet for nu?
MALENE
Ja, det tror jeg da … Ej, vent. Jeg skal lige igen.
ELEF
Så godt, nu håber jeg, du er færdig, for nu skal du lytte. Måske vi skal sætte os her? Der er altid en bænk, når man har brug for en.
MALENE
Du ligner en, der har brugt meget tid på bænke.
ELEF
Hvad?
MALENE
Ikke noget.
ELEF
Nå okay. Godt nok.
(De sidder i 5-10 sekunders pinlig tavshed.)
ELEF
Hvor mange gange har du egentlig besøgt dine forældre?
MALENE
Ikke siden begravelsen.
ELEF
Det anede mig. Måske vidste jeg det allerede. Jeg har været her næsten hver dag de sidste tyve år. Lige siden vi sænkede dem i jorden, har jeg ventet. Givet de efterladte grave en kærlig hånd, overhørt samtaler, samlet sten, klippet græs. Jeg har ventet på dig.
MALENE
Elef? Er det virkelig dig?
ELEF
Ja, det er det, sådan ser jeg ud nu. Jeg er virkelig ked af det. Det hele.
MALENE
Er du?
ELEF
Hvorfor tror du, jeg stadig arbejder her? Det er jo tortur at gå forbi deres grav hver dag. Men det er den straf, jeg har givet mig selv.
MALENE
Hvornår blev du udskrevet? Siger man det, udskrevet?
ELEF
Det kan man sikkert godt kalde det. Jeg blev endegyldigt, i hvert fald for nu, ædru for snart ti år siden.
MALENE
Det er godt at se dig, selvom det er her og så lang tid efter.
ELEF
Ja, sådan har jeg det også.
MALENE
Ej, ved du hvad. Skal vi ikke tage en selfie?
ELEF
Mener du det? Er det virkelig det, vi skal nu?
MALENE
Nej, undskyld. Når jeg bliver nervøs, foreslår jeg nogle gange sådan noget. Det er bare så lang tid siden. Jeg ved slet ikke, hvordan du har det nu.
ELEF
Jeg tænker tit, at jeg måske ikke kunne have gjort så meget anderledes før branden, men efter. Efter kunne jeg have været bedre. Og så var du væk, da jeg endelig kom til mig selv. Jeg ledte efter dig, men kunne ikke finde dig.
MALENE
Jeg har brugt det meste af min tid på at tage toget frem og tilbage.
ELEF
Er det rigtigt?
MALENE
Nej. Jeg har selvfølgelig også været ked af det, været igennem min sorg, hvor jeg også har savnet dig.
ELEF
Okay.
MALENE
Altså, men det med toget, det gør jeg et par gange om ugen. Kører frem og tilbage. Nogle gange står jeg af, men vender om inden jeg når til kirkegården. Så tager jeg toget hjem igen og spoler på den måde tiden tilbage.
ELEF
Men ikke i dag?
MALENE
Tiden er kommet. På en eller anden måde håbede jeg, at du ville være her. Men jeg kunne ikke kende dig med alle de rynker.
(ELEF trækker huden tilbage i ansigtet.)
MALENE
Okay, du har ret, det spørger man ikke om og det hjælper ikke.
ELEF
Skal vi hilse på dem?
MALENE
Ja.
ELEF
Jeg glemmer altid, at din far havde et mellemnavn. Det kommer som en overraskelse hver gang.
MALENE
Ja, man så det aldrig på skrift.
ELEF
Kan du også lugte røgen nogle gange?
MALENE
Ja, faktisk. Når jeg står her. Det er som at være dér igen.
ELEF
… Og nogle morgener, hvis jeg er her lidt for tidligt, ser jeg sollyset som flammer og så er det som stå at midt i det. Så husker jeg det hele.
MALENE
Jeg tror, du husker det værre end mig. Især det efterfølgende … Hvad hedder de smukke blomster, der vokser på deres grav?
ELEF
Det er ukrudt … men smukt ukrudt.
MALENE
Det kan jeg godt lide, ikke at det er ukrudt, men at noget vokser oven på de døde.
ELEF
Kan du huske, at du kaldte mig onkel, selvom jeg ikke er din onkel?
(MALENE smiler.)
ELEF
Jeg har lært, at man kan synke ned til de døde. Hvis man har revet jorden rigtigt, kan man skabe en indgang til fortiden ved deres sten.
MALENE
Du …
ELEF
Ja ja, jeg ved godt, det lyder mærkeligt, men lyt nu lige.
MALENE
Men …
ELEF
Så, nu må du stole på mig. Det er min gave til dig. Her, du kan ikke få en rive, men du kan få en skovl. Og én ting mere, giver du mig ikke lige mine nøgler? Dem skal jeg bruge, når vi kommer frem.
(MALENE og ELEF går i gang med at grave ned til hendes forældre. Scenen slutter med, at de går ned gennem tunnelen.)